1039

Endnu en sejr til flot fightende U16

GIF nyheder
25. september 2008 - 21:26 af: Anders Norquist Hansen

Endnu engang var der fuld gevinst for U16-drengene, der dermed overraskende indtager 4. pladsen i række 2. Læs om kampen mod Svogerslev her!

Blot få timer efter, at have afsluttet en intens og hård skolefodboldkamp var der flere af drengene der igen skulle i aktion. Holdets nye opvarmningstaktik består mest af alt af latter og godt humør og denne strategi skulle endnu engang give pote. Svogerslev lagde ud i højt tempo, men Grantoften fik stille og roligt kæmpet sig med ind i opgøret. Alligevel var det Svogerslev der efter et opspil i deres højre side kunne hamre sig foran 1-0. På dette tidspunkt havde Grantoften brændt to friløbere. Der skulle heldigvis ikke gå lang tid før Anders Dahm fik udlignet. Kort efter var det for anden kamp i træk Kristian Dorrens , der var på pletten og udnyttede flot sin friløber. Kort før pausen blev begge hold ramt af gule kort. I en situation som dommeren ikke helt havde styr på, fik udeholdet et gult kort mens hjemmeholdet fik to – ikke helt fair, men ikke dommerens bedste dag.

Efter pausen satte Grantoften sig på spillet og begyndte at kontrollere kampen. Det gav pote, da Jesper med et flot langskud fik bragt hjemmeholdet foran 3-1 til stor glæde for de fremmødte 32 tilskuere. Der blev de sidste 25 minutter kæmpet en vis legemsdel ud af bukserne og Svogerslev fik ikke lov til meget og kom ikke rigtig frem til store chancer. Så da dommeren fløjtede af var det en flok trætte, men meget glade Grantoftespillere, der kunne juble over sejren. Også publikum var i godt humør og klapsalverne haglede ned over spillerne.

Kampens Man of the Match sponsor Anders Hansen Enterprise Corporation A/S valgte efterfølgende alle Grantoftens spillere, som alle modtog flotte præmier i form af en sodavand og hold-pommes fritter!