1039

Så er fodboldskolen vel afsluttet

GIF nyheder
8. august 2011 - 13:05 af: Peter Laurent

Uge 31 bød på DBU Fodboldskole i Grantoften

Mandag morgen mødte 7 trænere, 2 ledere og vigtigst af alt, 2 'kokke', samt 46 glade spillere i alderen 7 til 13 år.

Spillerne blev indelt i 3 grupper forddelt på alder, fik tildelt en træner og en (to) assistent og så var det bare afsted til træningsbanerne. Vejret var varmt og solrigt, så der blev godt brug for de udleverede dunke allerede fra start. Mandagens træning sluttede med et mindre skybrud, men spillerne gav den bare gas i regnen.

De øvrige dage var med høj sol og flot vejr. Spillerne fandt ud af at dunkene kunne bruges til andet end drikke af, og der opstod vandkampe rundt omkring i de forskellige grupper for at køle lidt ned.

Torsdag fik vi besøg af FC Nordsjælland der dukkede op med Tigeren Timba. Der blev krammet, drillet, hygget og spillet lidt bold med tigermissen, samt taget en masse billeder.

Fredagen gik med en turnering hvor vi blandede 4 hold med spillere fra hver gruppe på hvert hold. Der blev spillet nogle gode kampe med flotte mål og smukke detaljer.
Efter frokost kom så det alle spillerne havde ventet på hele ugen. Kampen mod trænerne. Både fodbold og vandkamp. Så efter 45 minutters fodboldvandkamp var vi klar til en ordentlig gang vand på tværs af alder og rang. Ingen slap, ej heller trænerlederen, der pudsigt nok, var skrevet øverst på spillernes 'dødsliste'. Man undres. Man undres ;o)

Alt i alt en fantastisk uge der nok skal blive husket lanft ud i fremtiden.

En stor tak skal lyde til alle dem der var med til at fodboldskolen blev gennemført:

Danmarks Idræts Forbund, som stod for det økonomiske mellemvære med DBU.
DBU fordi de i samarbejde med DIF lavede dette projekt og tilmed valgt os til deltagere.
Lederteamet, bestående af Seniorformand Svend 'Bølle' Jensen og Ungdomsformand Peter Laurent.
Trænerteamet som bestod af: Søren Bredvig, Jan 'Volle' Nielsen, Gitte Elvekjær, Martin Ryberg, Mathias Søby, Rasmus Jørgensen og Nicolaj Elvekjær.
Køkkenfolket som knoklede med at lave mad til alle mand: Lisbeth Albretsen og Kenneth Svendsen.
Grantoften Frugt og Grønt der leverede frugt til fornuftige penge, og sidst med ikke mindst:
Asøma Tandhjul v/ Claus Knudsen der gik ind med sponsorstøtte da vi mistede en masse af tilmeldingspengene.

Tusind tak for i år. Håber vi kan gøre det igen til næste år.

Med sportslig hilsen

Peter Laurent