1039

U15 fik pligtsejr

GIF nyheder
23. maj 2008 - 10:58 af: Anders Norquist Hansen

Torsdagens hjemmekamp mod Måløv var et møde mellem top og bund. Derfor var kravet naturligvis sejr. Læs om kampen her!

Topholdet Grantoften tog imod rækkens bundhold. De to hold har flere gange mødt hinanden indenfor de sidste par år og hver gang har Grantoften vundet. Det stod da også hurtigt klart, at Måløvs målmand ville få en lang aften. Selvom spillet ikke var prangende og slet ikke oppe i gear blev det alligevel til en del afslutninger, dog alle uden den fornødne kvalitet. Men så kom Kean højest på Anders' fornemme hjørnespark og satte sikkert panden på til 1-0. Efter målet blev spillet en smule bedre, men det var endnu engang efter et hjørne at 2-0 målet faldt. Bolden dumpede ned hos Mikkel, der ikke ramte den ordentligt med hovedet, men ingen gik til den, så Mikkel sparkede den bare ind. Det blev 3-0 kort efter, da Nicolai bankede bolden over i det lange hjørne uden chance for keeperen. Kort efter igen blev det til 4-0, da Kean var først over en nedfaldsbold efter endnu et hjørnespark. Men det skulle lykkes Måløv at få reduceret inden pausen, da de brød igennem i deres højre side, ingen gik rigtig til bolden og så kunne de let score.

Efter pausen var der i en lang periode meget stille. Måløv havde intet at komme med og Grantoften viste kun i glimt det spil de er bedst til. Holdet kom stadig frem til afslutninger, men stort set alle sad lige på målmanden. Der skulle en friløber til før Nicolai kunne sparke den ind til 5-1. Kort efter slog Grantoften kontra og efter Palle havde headet bolden i dybden til Anders, som efter et par træk spillede Nicolai, som så til sidst spillede tilbage til Anders som let kunne score til 6-1. Et flot mål med mange gode detaljer undervejs. Men i de sidste ti minutter lykkedes det Måløv at score hele to gange. Begge gange lidt for nemt, hvor det defensive arbejde ikke helt var i omdrejninger.

Kampens spiller blev Morten i målet. Sikre indgreb hver gang og et par gode redninger, uden chance ved nogle af målene.

Holdet ligger side om side med Friheden (der dog har en bedre målscore) på førstepladsen. Søndag er det kamp mod netop Friheden og denne kamp kan meget vel være afgørende for, hvordan vi slutter sæsonen.